Kan man tillade sig at skrive videre på en anden forfatters bog?

Den 27. august 2015 udkom der en bog, som jeg både har ventet på, læst en masse artikler om op til – men som jeg alligevel ikke har fået læst endnu. 

Det er Det der ikke slår os ihjel af David Lagercrantz. Det er den omtalte “4’er” i Stieg Larssons serie om Michael Blomkvist og Lisbeth Salander. Når jeg skriver “4’er”, er det fordi, jeg ikke ved, om jeg synes, jeg kan tillade mig at omtale den sådan. Det er jo trods alt en ny forfatter, som skriver videre på en afdød forfatters værk. 

Jeg er meget splittet. Vil jeg læse, hvordan det er gået Michael Blomkvist og Lisbeth Salander? Kan Lagercrantz leve op til forventningerne? Han har jo ikke været inde i tankerne på Stig Larsson, så skriver han en roman, som Larsson havde tænkt, den skulle være? 

Jeg har læst en del artikler. Og også anmeldelser. Så vidt jeg har forstået, skulle der ligge et manus, som aldrig blevet skrevet færdigt, men jeg har også læst det sådan, at Lagercrantz har skrevet uafhængigt af dette. 

På den ene side har jeg det sådan, at Stig Larrsons bøger for mig er et afsluttet kapitel. Han er her desværre ikke længere, og jeg har derfor lagt det univers bag mig. Det har været op til min egen fantasi at forestille mig, hvordan det er gået de to, som jeg plejer, når jeg har læst en serie af bøger. 

Samtidig var Stig Larsson bøgerne dem, der for alvor fik mig i gang med at læse krimier, og det er jeg ham evigt taknemmelig for. For mig er krimier den ultimative måde at slappe af på, hvilket måske kan lyde mærkeligt, når de ofte er både skræmmende og ubehagelige i deres plot. 

På den anden side er jeg også voldsomt nysgerrig. Jeg er både nysgerrig efter at se, om Lagercrantz kan bygge videre på Larssons fantastiske univers – samtidig med at jeg også bare er nysgerrig på at finde ud af, om det er gået karaktererne, som jeg har forestillet mig. 

Er der nogen af jer, der har læst den? Og hvad ville I gøre, hvis I var i mit sted? 

Dette indlæg har 3 kommentarer

  1. Jeg har læst den – kunne ikke lade være. 🙂

    Hvis det du elskede ved de først tre bøger var plottet og karakterernes kompleksitet, så kan du godt gå i gang med '4'eren'. Jeg synes, at den holder.

    Hvis du er sprognørd og vild med den måde Stieg Larsson konstruerede sine sætninger, så vil du opleve en – for nogen afgørende – forskel, for de to forfattere skriver af gode grunde ikke helt ens.

    Jeg er selv mest til det første og derfor slugte jeg bogen med stort behag. Hvis du er mest til det sidste, så vil jeg lade være med at læse den, for så tror jeg at du vil blive irriteret over de forskelle som der – selvfølgelig – er.

    God weekend.

    /Anne F.

  2. Fint indlæg! Jeg har tit gået og tænkt over disse ting i forbindelse med dén bog og rynket lidt på næsen.

    For lad os antage at J. K. Rowling kommer ud for en ulykke og dør… og nogen får lyst til at skrive videre på Harry Potter, og faktisk ender med at 'få lov'… Det ville nærmest være blasfemi i min verden! Det kan man da ikke bare.

    Nu har jeg hverken læst serien, som denne bog hører til eller noget, men jeg synes godt nok det virker lidt underligt… 😮

  3. Jeg må indrømme at jeg er stærkt imod. Hvis en forfatter stopper sin serie, uanset årsag, så skal den hvile dér. Om det så er dødsfald eller whatever er for mig underordnet, jeg synes bogen bør kobles til sin originale forfatter og høre til dér. Tag en serie som Vampire Diaries – Den blev jo heller ikke just bedre, da Smith ikke ville mere og man overlod arbejdet til Guderne skal vide hvem, der fortsatte i hendes navn. I stedet for at lade en god serie hvile og så finde på noget nyt eller i det mindste lave en rigtig spin-off ødelagde man bare hele serien. :S

    Jeg brød mig oprindeligt ikke om Stieg Larssons serie, så skal heller ikke læse den nye her. Men sagt til deres ros, så udgiver de den i det mindste under det nye navn og ikke som en "vi leger lige videre på trods af at manden er død".

Skriv et svar til Anne F. Annuller svar

Kan man tillade sig at skrive videre på en anden forfatters bog?
Luk menu