Natskrig af Rune Stefansson

Natskrig af Rune Stefansson

Anmeldereksemplar fra Byens Forlag

Forlag: Byens Forlag

Da der for noget tid siden tikkede en mail fra Byens Forlag med en pressemeddelelse om krimi-novellesamlingen, ’Natskrig’, blev jeg nysgerrig. I pressemeddelelsen stod der, at forfatteren, Rune Stefansson, tager ”læseren med rundt i Danmark, Spanien og Sydamerika i denne samling af hæsblæsende, overraskende og saftige krimifortællinger, der blander virkelighed og fiktion”. 

Det fik mig til at tænke. 

Tænke på, hvad der for mig definerer krimigenren. Der er naturligvis mange undergenrer, men jeg er vant til enten at læse krimi baseret på fiktion eller true crime. Men hvad sker der, hvis en forfatter blander virkelighed og fiktion? Og hvad sker der yderligere, hvis forfatteren leger med formen og skriver krimierne som noveller? 

Bogen består af syv korte krimier, som er meget forskellige. De er alle meget velskrevet og har det til fælles, at de på en yderst vellykket måde udfordrer krimigenren. 

Åbningsnovellen, ’Knogler’, er en ultrakort novelle, der både er finurlig og stemningsskabende. Den slår novellesamlingen an med sine korte, stemningsskabende linjer.  

Også novellen ’Dråber’ gjorde stort indtryk på mig. En yderst aktuel historie, som handler om Corona-epidemien, der lige nu fylder i verdensbilledet. Den beskriver livligt og klaustrofobisk, hvordan verden fra den ene dag til den anden kan ændre menneskets sind, og hvad der kan ske, hvis et menneske bliver desperat nok. 

Citat fra novellen ’Dråben’

”Jeg indsæber mine hænder, skyller dem grundigt. Vasker ansigt, to gange. Han er en virus, en partikel, en parasit, der kræver en modtagercelle, for at dens dna kan kopiere sig selv. Hvis den ikke bekæmpes af immunforsvar, medicin og andre forsvarsmekanismer, vil den brede sig. Fra værtscelle til modtagercelle, fra den nye værtscelle til den nye modtagercelle. Dens foretrukne rejseform fra person til person er dråben.”

Min favoritnovelle i samlingen er ’Sábado sexual’, der med sine erotiske toner skaber en sensuel, men på mærkelig vis grænseoverskridende fortælling, der efterlod mig lettere forpustet. Den overraskede og efterlod mig lettere forvirret, da jeg gik fra at mærke den ubekymrede ungdom til at sidde sørgmodig tilbage. 

Jeg indrømmer, at jeg var en smule skeptisk, da jeg modtog novellesamlingen – men mit skeptiske sind blev hurtigt gjort til skamme. ’Natskrig’ er nemlig både spændende, udfordrende, humoristisk og gysende læsning. Det er på ingen måde traditionel krimilæsning, og det var en anderledes læseoplevelse, men jeg kan kun varmt anbefale novellesamlingen til dem, der vil udfordres på menneskets sind og verden – og som elsker krimi. 

Jeg anbefaler dig derfor at læse ’Natskrig’, hvis du vil udfordres på genren på en skarp og genial måde. God læselyst! 

Skriv et svar

Natskrig af Rune Stefansson
Luk menu