Terapeuten

Terapeuten af Helene Flood.
Anmeldereksemplar modtaget fra Forlaget Grønningen.

Forlag: Forlaget Grønningen.
Udgivelse: 2020.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker psykologiske krimier, så jeg blev meget begejstret, da jeg hørte, at der var sådan en på vej i posten til mig i form af Terapeuten af den norske debutant Helene Flood. Og at det endda var en i forvejen meget positivt omtalt roman i den norske presse, gjorde kun min nysgerrighed større.

Terapeuten handler om den unge terapeut Sara, der lever af at tænke klart om andres relationer. Hun driver sin lille psykologpraksis fra et kontor i et gammelt hus, som hun og hendes mand Sigurd har arvet. Alt virker i første øjekast til et ganske normalt ægteskab og liv med sine op- og nedture, men da Sigurd en dag forsvinder sporløst på det, der skulle være en hyggelig fjeldtur med vennerne, bliver Saras verden for alvor vendt på hovedet. Hvad er der sket med Sigurd – og kan Sara overholdet tænke klart om sit eget ægteskab, da hun pludselig står på kanten af det?

Der findes bøger, som jeg ikke kan lægge fra mig, men som samtidigt sidder i mig lang tid, efter den sidste side er vendt. Terapeuten var sådan en. Det er en fascinerende og anderledes krimi, som fastholdt mig fra start til slut.

Citat
Der har været nogen i mit hus igen. Jeg ser det med det samme, jeg kommer ned ad trappen, der er noget der er anderledes. (…) Ovenikøbet for at understrege, at der har været nogen, er alle køleskabsmagneterne sat op i køleskabets øverste højre hjørne. Jeg stirrer på det et sekund eller to, den tid, det tager for mig at fatte det, og så skriger jeg.

Jeg har læst mange krimier og medgiver også, at de til tider kan være både forudsigelige og en anelse for skabelonagtige, men sådan er det på ingen måde med denne roman. Den overraskede mig, imponerede mig og gav mig en følelsesmæssig rutsjebanetur, som jeg synes er en stor kvalitet ved gode krimier.

Det er en fascinerende, psykologisk krimi, som på en og samme tid er hæsblæsende og dvælende ved hovedpersonens – Saras – tanker, observationer og konklusioner. Det er spot on, at hun er psykolog og er vant til at analysere på andre mennesker, for det har hun svært ved at lægge fra sig i sit privatliv. Som læser kommer man derfor ind under huden på alle de følelser og tanker, der opstår i et menneske, hvor gulvtæppet pludselig bliver trukket væk.

Hvis du er til psykologiske krimier, og du mangler en god en at læse henover sommeren, så vil jeg klart anbefale dig at få fingrene i Terapeuten.

Skriv et svar

Terapeuten
Luk menu