Når en bog får en til at grine

Ude af drift af Lisa Owens

Forlag: Gads Forlag
Udgivelse: 23. august 2016
Indimellem har jeg brug for et godt grin. Hvis det er et oprigtigt, dybt og højt grin, som kommer helt nede fra maven, er det det bedste. Sådan havde jeg det, da jeg læste Ude af drift af Lisa Owens.
Claire er en til tider egoistisk og på samme tid betænksom, eftertænksom ung kvinde, som så mange andre søger meningen med livet. Men som meget få siger hun sit job op for at finde ud af, hvad hun virkelig gerne vil. Nu burde hun både have tid til at finde sig selv og læse en masse tunge, russiske romaner, men livet er ikke altid forudsigeligt, så om det kommer til at gå sådan for hende, kan du læse i de sjove og reflekterende nedslag, som udgør bogen Ude af drift

”Dengang jeg havde et arbejde, plejede jeg at fantasere om, hvad jeg ville lave, hvis jeg ikke skulle arbejde mere. Tage i fitnesscenteret hver dag, komme i virkelig god form, måske træne til et Maraton. Blive færdig med Ulysses, læse Moby Dick og en af de store russere. Få styr på samfundsøkonomien. Og moderne kunst.”

Ude af drift er en sjov roman, hvor man som læser – gennem Claires tanker, oplevelser og refleksioner – får et humoristisk indblik i livets store og små tanker og oplevelser. Det er ikke bare chicklit, når det er bedst, men meget mere end det. Normalt kan jeg godt opleve, at humoristiske bøger er lidt for falde-i-en-bananskræl-agtige, men sådan havde jeg det på ingen måde med Ude af drift. Tværtimod. Det er for det første humor på et lidt højere plan, kombineret med dybere betragtninger, som naturligvis er camoufleret i humoristiske øjeblikke. Som læser kommer man tæt på Claire og hendes tanker. De tanker og usikkerheder, som vi alle kender. Det er genkendeligt, men ikke kliché-agtigt. 

”Jeg har egentlig kun bedt Luke om to ting nogensinde: 1) at lade være med at gå i seng med andre og 2) at lade være med at stille dybe tallerkener til tørre uden at lægge dem omvendt. Alligevel finder jeg her i tørrestativet tre dybe tallerkener, der ikke står omvendt og derfor har grumset, kridtagtigt vand i randen, og nu kan jeg ikke lade være med at spekulere på, hvordan det mon står til med forventning nummer 1”
Hvis du kan lide sjove romaner, som lukker dig helt ind i hovedet på en skrøbelig, humoristisk, ung kvinde, så skal du helt sikkert læse Ude af drift. 
Hvad synes du om sjove romaner? Og står denne bog på din liste over bøger, du gerne vil læse? 

                                                         

Skriv et svar

Når en bog får en til at grine
Luk menu